Et symbol er et slags billede, der kan betyde mange ting.
Et æble er en frugt, men det bruges også til at fortælle noget om sundhed, ungdom, kærlighed, venskab, kundskab, magt eller ondskab.

I moderne dage bruges æblet tit som et samlende symbol for frugt.

I gamle dage brugte man symboler lidt anderledes, end vi gør i dag.

Æblet var for eksempel en særlig gave og symbol på taknemmelighed og venskab. Især når det var et fint, rødt og modent æble.

I Østjylland gemte man i 1800-tallet hvert år de kønneste æbler. De blev givet som jule- eller nytårsgaver til tjenestefolk og deres børn.

Her er et lille venskabsvers:

”Jeg har et æble udi i min lomme
Det gemmer jeg til min bedste ven
Men hvis hun ikke snart til mig mon komme, Så spiser jeg sgu mit æble selv.”

Æblet kunne bruges til at få den kæreste, man ville have. Æblet betyder også kærlighed.

En karl der ville have en bestemt pige som kæreste kunne gøre noget forskelligt:

Han kunne bide af et æble og lægge det på hendes vej. Hvis hun fandt det og spiste det, ville hun blive hans kæreste.

Nogle mente, at man skulle gøre endnu mere. man skulle liste hende til at spise et æble. I æblet var der tre dråber blod fra karlens venstre arm. Spiste hun det, ville hun følge ham overalt og søge hans selskab.

Andre steder i landet sagde man, at han skulle prikke i et æble med en nål. Så skulle han gnide æblet med hans sved. Han kunne også bare sove med det i hans højre armhule. Bagefter skulle han skære æblet i fire stykker. Det tre stykker skulle pigen spise, og det sidste stykke skulle han selv spise.

Hvis en pige ville vide, hvem hun blev gift med, kunne hun måske få det at vide: Helligtrekongersaften kunne hun skrælle et æble i én lang skræl. Derpå skulle hun kaste skrællen over hovedet. På gulvet ville skrællen danne forbogstaverne i den fremtidige ægtemands navn.

Hun kunne også tage kernerne. De skulle klistres forskellige steder i ansigtet, inden hun gik i seng. Hver kerne repræsenterede en tilbeder. Den kerne, der næste morgen stadig sad fast, var den hun skulle giftes med.

Æblet kunne også bruges som lægemiddel.

I påsken skulle man langfredag spise et æble på fastende hjerte. Det betyder, at æblet var det første, man spiste den dag. Gjorde man det, ville man ikke få tandpine eller ondt i ryggen hele næste år.

Havde man en vorte, skulle man gnide den med fladen af overskåret æble. Æblet skulle bagefter kastes væk. Når det blev råddent, ville vorten forsvinde.

Mod kvalme skulle man blande saften fra et rødt æble med bygmel. Blandingen skulle lægges på ens mave. (1500-tallet).

Hvis en hest havde et sår, skulle man tage nogle hår derfra og sætte i et hul i et æbletræ. Så ville såret hele. (1600-tallet).

Hæse børn skulle have æbler stegt i smeltet sukker. (1800-tallet).

Kundskab er viden. Da Eva og Adam levede i Paradisets have spiste Eva af kundskabens træ. Slangen lokkede hende til at spise frugt herfra. Fordi mennesket spiste af træets frugt, blev de blev smidt ud af Paradiset, væk fra Gud. De skulle leve i den virkelige verden med arbejde, børnefødsler og død. Til gengæld fik de viden om godt og ondt.

Eva bød også Adam et bid af æblet. Da Gud overraskede ham, blev et stykke æble siddende i spiserøret. Derfor har voksne mænd et ”Adamsæble” på halsen.

For at kunne få kundskab, skal man være nysgerrig. Det har også altid hjulpet at være gode venner med læreren. Hvis man før hen ville være gode venner med læreren, lagde man et velpudset æble på katederet.

Æblet handler også om ungdom, som i myten om Yduns æbler fra Nordisk Mytologi. Det er også et symbol på magt.

Dronningen har et rigsæble lavet af guld. Det blev lavet i 1648 til Kong Frederik den 3. Æblet er rundt som jordkloden. Når dronningen sidder med det runde æble i sin hånd, er det som om hun sidder med hele jorden.

Æblet kan også handle om ondskab.

I eventyret om Snehvide forgifter stedmoderen et æble, som hun giver til Snehvide, som dør. Dog liver hun op igen, da æblestykket falder ud af hende.

Dengang folk troede på hekse, troede de også, at dværge var onde væsner. Fik man et æble af en dværg, skulle man derfor skære et kors i skrællen for at få ondskaben ud.

Man skulle heller ikke spise et æble, man fandt. Det kunne nemlig være forgiftet.

Ordsprog

Nogle gange siger man en ting ved at bruge ord, der egentlig betyder noget andet. Det kaldes ordsprog. Der findes også ordsprog med æbler.

Snak om betydningen af ordsprogene nedenfor. Digt i fællesskab en lille historie hvor et eller flere ordsprog indgår.

Opgave

Ved du hvad disse ordsprog betyder?

Æblet falder ikke langt fra stammen

At have æblekinder

At bide i det sure æble

Man skal ikke kaste med æbler, når man selv er et skrog

Skriv selv ordsprog hvor æble indgår.