Engang for mange, mange tusinde år siden var Danmark dækket af is og sne. Det var istid. Der levede ingen planter og dyr, og der boede ingen mennesker her. Men da isen smeltede, begyndte et nyt liv af planter og dyr at pible frem. Der kom store rensdyrflokke til stedet og med dem fulgte mennesker, der jagede dem. I starten levede menneskene af de dyr, de kunne jage og de rødder, frugter og bær, de kunne samle i naturen. Redskaberne til jagt lavede de af sten. Så folkene blev kaldt for jæger-stenalderfolk. Efterhånden blev klimaet varmere. Der kom flere og flere planter.

Langt fra Danmark, i området vi kalder Mellemøsten, havde det været varmere i mange tusind år. Menneskene dernede havde fundet ud af at dyrke jorden og gøre dyr tamme. De var bønder. Desuden lavede de byer, de kunne bo i ved siden af deres marker. Derfra rejste de ud til andre steder i verden og havde nogle af deres planter med. De ruter, de rejste på, kalder vi handelsveje fordi der opstod byttehandel mellem folk, der boede dér og folk, der kom tilrejsende. Tæt på handelsvejene voksede vilde æbler. Æblerne fulgte med på deres rejser og blev dermed spredt rundt omkring. Måske var det mennesker, der førte æblet til det område, vi i dag kalder Danmark. Det kan dog også være vinden, vandet og fuglene, der bragte æblekerner med.


Man ved i hvert tilfælde, at der var æbletræer i Danmark, da det var stenalder. Arkæologer har fundet frø fra æbler på en boplads fra stenalderen. Det var fra bondestenalderen. Mens stenalderfolket var jægere, havde de ikke faste bopladser. For 6000 år siden blev stenaldermenneskene nødt til at lave marker og have husdyr, hvis de skulle skaffe mad nok. De kunne ikke længere nøjes med at være jægere. Fra at være jæger-stenalder-mennesker blev de til bonde-stenalder-mennesker. Det betød blandt andet, at de måtte bo på faste pladser i stedet for at vandre efter vilde dyr. Først ryddede de et stykke skov for at kunne lave marker med korn. I skoven kunne der stå æbletræer. Selvom æblerne dengang var de små og sure skovkrabber, kunne menneskene godt lide dem, så de lod de bedste æbletræer stå, når de fældede skoven.



For 3.800 år siden var det ikke længere stenalder. Det blev bronzealder, fordi man nu kunne lave fine våben og smykker af bronze. I Vestjylland har arkæologer fundet en kæmpehøj fra dengang. En kæmpehøj var et sted, hvor man begravede de døde. Når nogle blev begravet, lagde man altid værdifulde gaver ned til de døde.
At æblet betød noget særligt, kunne arkæologerne se, da de fandt rester fra en børnekiste. Ved barnets hoved og ved hvert af barnets fødder var der lagt æbler. Det kunne betyde, at man dengang havde en tro på, at æblet gav et langt liv. Barnet fik dem med i graven, for at æblerne kunne give et langt liv i den næste tilværelse.

Da jernalderen kom for 2.500 år siden, spiste man også æbler. De blev dog altid stegt eller tørret. De har ganske simpelt været for sure at spise rå. På Bornholm har arkæologer fundet forkullede æblerester fra dengang. Æbler fik menneskene fra skov og krat. Det var stadigvæk de sure skovkrabber.

Andre steder i Europa havde man smagt dejlige søde æbler. De var kommet helt fra Kasakhstan, som ligger mellem Rusland og Kina. Nu gik handelsvejene nemlig helt fra Kina til Europa. Kineserne havde også de dejlige æbler, og de havde fundet ud af, hvordan man kunne lave nye træer med disse æbler. Det var kineserne, der opfandt podning. Den teknik fortalte de om til folk, der rejste på handelsvejene.

På den måde hørte romerne om, hvordan man skulle få dejlige æblehaver. Romerne var et folk, der herskede i store dele af verden omkring år 0, da det stadig hed jernalder i Danmark. Romerne kom oprindeligt fra Rom. Rom ligger i Italien, men dengang var lande ikke inddelt som i dag. Så Romerriget bredte sig vidt omkring. Romerne kunne godt lide flotte bygninger og flotte haver. Især kunne de godt lidt frugthaver. Overalt hvor romerne herskede, fik menneskene større kendskab til at avle æbler og det var de søde æbler.

Mens romerne herskede, blev Jesus født. Mange ønskede at følge Jesus og religionen kristendom blev efterhånden større og større. 500 år efter Jesus fødsel var romerriget gået i stykker. De folk, der havde vundet over romerne i krig, var ikke særlig interesseret i æblehaverne. Heldigvis havde nogle kristne præster i Rom fået bygget kirker og klostre. I klostrene boede der munke. De kunne lide haverne og også æbletræerne. De passede og plejede dem.

Disse munke rejste ud til andre lande for at udbrede kristendommen. Med sig på rejserne havde de deres viden om planter.

Danmark kom aldrig til at høre under romerriget, og det varede også flere hundrede år, før vi hørte om Jesus. I Danmark hed det stadig jernalder indtil 800 år efter Jesus fødsel. Bagefter følger vikingetiden. Vikingerne rejste ud og kom langt omkring. De har helt sikkert smagt de søde æbler og måske også hørt om, hvordan man skulle passe og pleje æbletræer. Det er dog usikkert, om det har været en viden, de har ført med sig hjem. En ting ved man dog. De drak æblevin. Æbler og byg blandet sammen gav dem en god stærk drik.

En anden ting, der knytter vikinger til æbler, er deres tro. I jernalderen og vikingetiden troede man på de mange guder fra nordisk mytologi: Odin, Thor, Freja osv. Disse guder blev aldrig gamle, og det var takket være Gudinden Ydun. Ydun havde en kiste med æbler. Når guderne fyldte 25 år, skulle de hvert år møde op hos hende og modtage et foryngelsesæble. Yduns æbler betød evig ungdom, sundhed, kærlighed og frugtbarhed. Frugtbarhed betyder evnen til at give nyt liv, altså føde børn. Frugtbarhed var noget meget naturligt, og man holdt frugtbarhedsfester, hvor man fejrede evnen til at få børn og naturens evne til at formere sig.

Mens det stadig var vikingetid, kom der kristne munke til Danmark. De fortalte om Gud og Jesus, og efterhånden bredte kristendommen sig i også her i landet. Det blev begyndelsen på middelalderen. I 1100-tallet byggede munkene mange kirker og klostre i Danmark. Ved klostrene anlagde de haver, og munkene havde stor viden om frugtavl. De dejlige træer med søde æbler, der havde været så mange af i romerriget, fandt også en vej her til det køligere nord. Et af klostrene kom endda til at hedde Æbelholt.

Med kristendommen fulgte en anden myte om æblet. Munkene og præsterne fortalte om Adam og Eva i Paradisets have. Adam og Eva gik nøgne rundt og var ikke flove. De havde fået besked fra Gud om, at de skulle mangfoldiggøre sig – altså sætte børn i verden.

En dag spiste Eva et æble fra kundskabens træ, selvom hun havde fået forbud mod det fra Gud. Æblet gav hende og menneskene fremover viden om godt og ondt. Men det, der var naturligt før, var det ikke længere. Adam og Eva blev nu flove over deres nøgne kroppe. Eva blev straffet ved, at det skulle gøre ondt for kvinder at føde børn.

I middelalderen og mange hundrede år frem blev der fortalt eventyr – især blandt de almindelige bønder. I flere eventyr havde æblet en vigtig betydning. I nogle eventyr var det et symbol for ungdom og evigt liv eller for velstand og kundskab (viden). Æblet kunne dog også betyde noget farligt. Det mente man, fordi man fra præsten havde hørt, hvordan Eva havde gjort noget, hun ikke måtte. Derfor kunne det i eventyr være en heks eller en ond dværg, der kom med et æble. Det dobbelte æble ser man i eventyret om snehvide. Den onde stedmor forærer snehvide et æble. På den ene side er det ufarligt. Stedmoderen tager et bid, og der sker ikke noget. Den anden side af æblet er fint og rødt, men også giftigt. snehvide dør, da hun tager et bid af denne side.

Eventyrerne og fortællinger om ondskab, hekse, onde dværge og meget anden overtro betød, at nogle bønder ikke selv ville have et æbletræ i deres have. De syntes, der var noget farligt ved det. De ville gerne lave saft og mos af æbler. Dem plukkede de blot andre steder fra.

Det måtte de bare ikke. For kongen lavede i 1241 en lov, Jyske lov – hed den, som blandt andet sagde, at æbletræer skulle hegnes inde, og en mand, der tog et æble fra en anden mands træ, var en tyv.

Dronning Margrethe I. bad i 1300-tallet alle bønder om at plante æbletræer ved deres gårde. Senere konger, adelsmænd og biskopper sagde det samme, gjorde bønderne det ikke skulle de betale bøder.

Konger og adelsfolk var rigtig glade for haver med frugttræer. De lærte af munkene og fik de flotteste haver. Det var høj status at have æbler. Kongen fik et rigsæble af guld, som viste, han havde magt.

Som årene gik, blev haverne flottere og flottere. Især fra 1500tallet, da det blev meget moderne blandt konger og adelsfolk at spise frugt og grøntsager, som man gjorde i Italien. Bønderne spiste ikke helt så meget frugt – slet ikke rå frugt og de ville stadig ikke have æbletræer i deres haver. Både konger, og herremænd forsøgte at overtale bønderne. Måske sagde bønderne nej, fordi de troede, at når de plantede træer, skulle de bare betale flere afgifter til herremanden. Ligesom de betalte afgifter af korn og dyr. Det var heller ikke dem selv, der ejede gården. Det gjorde herremanden. Når man ikke selv ejer noget, har man ikke den samme lyst til at forbedre, som når man selv ejer.

I 1700-tallet var det på højeste mode at læse. Det var dog kun blandt godsejere og rige borgere. Man læste om naturen, om nye måder at dyrke jord på og om sundhed. De rige herremænd tænkte, at holdt bønderne sig sunde og kunne de dyrke jorden bedre, var de bedre arbejdskraft. Det var en god grund til at sprede den nye viden til bønderne. Rundt omkring i kirkerne holdt præsten foredrag om alle de gode ting ved at have æbletræer i sin have. Nogle steder fik bønderne endda gratis træer fra herremanden. Nogle af bønderne skar dog rødderne af, fordi de ville ikke have træerne.

Flere af de rige folk begyndte også i 1700-tallet at tænke anderledes om forskelle på folk. Der havde altid været stor forskel på måden, man behandlede bønder og adel på. Nu mente nogle, at der skulle være lige ret for alle mennesker. Alle skulle have ret til at være frie og til selv at eje noget. Nogle af de rige syntes, at den tanke var noget pjat. Men fordi det også var bedst for landets økonomi, gik de med på at lave forandringer. Det betød, at, i 1800-tallet kunne bønderne meget nemmere få deres helt egen gård, som de selv ejede, og så ville de gerne lære om de nye måder at dyrke jord på.

Det var også i 1800-tallet, at landbefolkningen tog æbledyrkningen til sig. Det var stadig præster, men også degne (lærere), der fortalte om æbledyrkning. Hvis man skulle være lærer dengang, lærte man på seminariet om havebrug og frugtavl. Derfor havde de fleste lærere æbletræer i deres haver. Nye velsmagende sorter, der opstod i disse haver, har derfor fået navne fra lærerdøtre. Filippa æblet blev sået i lærer Johannsens have i 1877 på Sydfyn. Hans datter hed Filippa. Ingrid Marie æblet kommer også fra en have på Fyn. Her var det lærer K. Madsen, der opkaldte æblet efter sin afdøde datter.

Bønderne, der nu ejede deres gård, blev mere interesseret i at lære mere. Det var blevet en allemandsret at gå i skole, så de kunne faktisk læse og skrive. Eksperter i frugtavl havde kun været tilknyttet godser og kongelige slotte, men i løbet af 1800-tallet sker der et boom i uddannelser. Blandt andet starter i 1811 den første gartneruddannelse. Det var også nyt med en landbrugsuddannelse, hvor man skulle lære på skole. Her kunne man også lære om frugtavl.



I dag er interessen for æbler meget stor, og mange har æbletræer i deres haver. Gamle frugttræer, som måske er plantet for 100 år siden, er super gode klatretræer. Dengang skulle træer være høje. Hvorimod man i dag forsøger at få lave æbletræer, så det er lettere at nå frugten.

Hvordan æblets historie bliver fremover, kan blive spændende at følge.