I Danmark kalder vi perioden fra ca. år 500 f.kr. til ca. år 800 e.kr. for jernalderen. Det kalder vi den, fordi man omkring år 500 begynder at få redskaber af jern i stedet for bronze. I jernalderens Danmark var næsten alle bønder, og de troede på Odin, Thor og de andre nordiske guder. De dyrkede jorden og havde dyr til at malke og spise, men de fik også meget mad fra de store skove, hvor man kunne samle spiselige planter og gå på jagt. Guleroden fandtes ikke i Danmark endnu.

Historien om Lepro

Lepro så sig omkring i skoven, solen stod lavt på himlen, og det var snart på tide at komme hjem. Hans far var ikke glad for at vente på nogen, når aftensmåltidet skulle på bordet. Lepro vendte om og bevægede sig næsten lydløst gennem skoven. Læderposerne, der var bundet fast til hans bælte, vejede godt til, for det havde været en god dag. Lepro havde fundet et sted med nogen af de rigtigt gode spiserødder, og havde en hel pose fuld, men han havde også en pose med nødder og en med vilde æbler. I dag havde han hverken bær eller plantefrø med hjem, men måske kunne han finde nogen i morgen. Med en blanding af byg, plantefrø og bær lavede hans mor den lækreste grød. Han kunne næsten smage grøden og besluttede sig for at lede efter ingredienserne i morgen. Lepro var ude hver dag for at samle mad i skoven, når hans arbejde på markerne og med husdyrene på gården var overstået. Han elskede at gå i skoven, og han blev altid så glad, når han kunne komme hjem med fulde poser til sin mor. Lepro var dygtig til at finde planter i naturen, som de kunne spise. Han havde lært af sin mor, hvordan han kunne kende de planter, der kunne spises, og han havde også lært, at der var planter, han skulle passe på, fordi de var giftige. Det var en vigtig del af familiens mad, der kom fra Lepros ture i skoven.

Pludselig blev Lepro revet ud af sine tanker af en raslen i skovbunden. Han stod helt stille, og først nu gik det op for ham, at fuglestemmerne var forstummet, som om de pludselig havde fornemmet en fare. Hurtigt kravlede Lepro op i et træ for at være i sikkerhed. Der var mange dyr, der kunne være farlige, når man gik i skoven, og det værste var, hvis man mødte en bjørn. Lepro hold vejret, men pludselig mærkede han, hvordan posen med æbler gled ud af bæltet, og ned på jorden under træet. Lepro sagde et par ord, som hans mor i hvert tilfælde ikke vidste, at han kendte, og begyndte at kravle ned efter den. Det var det tidspunkt, vildsvinet benyttede sig af til at bryde ud af buskadset, og Lepro skyndte sig tilbage på sin plads i træet. Vildsvin var ikke så farlige som bjørne, men alligevel kunne de store tænder gøre stor skade. Fuld af skuffelse måtte Lepro se til, mens svinet fortærede hans æbler og luntede videre.

Lepro kravlede ned fra træet og gik hjemad. Han var ikke så glad mere, for nu var der ingen æbler at glæde dem derhjemme med. Snart kunne han mærke, hvordan duften af røg fra ildstedet blandede sig med lugten af dyrene. Det var en lille gård, men alligevel havde de både får, geder og høns, og på markerne dyrkede Lepros far byg, rug og havre. Når alt det blev lagt sammen med, det Lepro fandt i skoven, og hans far kunne nedlægge, når mændene gik på jagt, så levede de ret godt det meste af tiden, men det kævede også hårdt arbejde fra morgen til aften.

Nu var solen næsten gået ned, og Lepro listede ind i huset, hvor aftensmaden ventede. Hans mor havde kogt suppe på nogle af de rødder, Lepro havde samlet på en tidligere tur i skoven. Rødderne var hvide og smagte lidt bittert og jordagtigt, men når de kom i en suppe med fårekød og nødder, var de rigtigt gode. Mens Lepro kastede sig over den dampende varme suppe, tænkte han på, hvad andre mennesker fik at spise. Måske var der et sted, hvor de havde rødder, der var saftige og søde, og som kunne spises uden at blive kogt.

Langt, langt fra Lepro og Danmark, i landene i Mellemøsten; Ægypten, Tyrkiet, Iran og Irak boede også folk, der var gode samlere. De var især glade for nogen saftige knasende rødder, de fandt i jorden. Det var gulerødder, men dengang var de var ikke så tykke, og farven var ikke orange, som guleroden er i dag, men lilla og gul. Menneskene her var dygtige bønder, og de fandt snart ud af, at de kunne dyrke de lilla rødder, så de blev tykkere, og de kunne få flere af dem. Lepro kendte ikke til de lilla og gule gulerødder, for dengang var de slet ikke kommet til Danmark – her var der ingen, der kendte den saftige knasende rod.